Ulla: Det er sådan, at lige om hjørnet fra, hvor vi selv bor, ligger noget, som er langt mere indviklet end det, vi selv kender til. Det har altid interesseret mig, lige siden jeg kom til banegården i Hamborg som 13-årig, på vej på skitur i Schweiz med min skoleklasse fra Aarhus. Der tænkte jeg: ’Hvad er det for noget, det her?’ Jeg mistede pusten, fordi jeg var et sted, som var helt anderledes. Der var hul i taget på banegården, der var tog, der gik til Moskva, der var helt utroligt fattige mennesker, og der var mennesker fra alle mulige steder i verden. Der var mange dufte i luften. Et virvar. Alt sammen noget, vi slet ikke kendte til i Danmark. Det er et punkt, der tiltrækker og interesserer mig.
Hvis vi så taler videre om, hvad jeg konkret godt kan lide ved Tyskland, vil jeg sige, at jeg godt kan lide, at det er et varieret land, et land med mange facetter. Der er, som jeg har nævnt, både et kultiveret land og et land med plads til det, som nogle ville opfatte som ølstuevulgariteter, men det kan have sin charme og tid. Der er al denne højkultur, og der er gadekunst og hiphop. Det er kort sagt svært at blive træt af Tyskland. Jeg har tyske venner. Jeg synes altid, at jeg lærer noget af dem. Jeg er ikke nødvendigvis enig med dem, men jeg forstår, at de i deres livshistorie og familiehistorie har nogle dramaer og rystelser med sig, som jeg ikke har. Det søger jeg hen imod, fordi jeg oftest synes, at andre mennesker er mere interessante, end jeg selv er.
Mirco: Hvad lærer man så af det?