Oh la la

Når min omgangskreds i Paris er så meget større, end den er i København, skyldes det én ting: l'apéritif, eller som den blot kaldes i daglig tale med gallernes hang til at forkorte alt: l'apéro. Denne tradition med at mødes uformelt på stambaren eller cafeen på hjørnet og nyde et par glas, mens snakken går, og man stifter nye bekendtskaber eller plejer de gamle.

L'apéro er en pudsig selskabsmæssig bastard, der lægger sig et sted mellem en tur i byen og en middag med vennerne, men som netop er vanvittig tiltrækkende, fordi den er så tilpas ulden og udefineret, at den kan udvikle sig, eller blot blive ved et enkelt glas, hvis man ikke selv er i stødet, eller hvis kedsommelige indslag støder til. Den spænder typisk over tidsrummet 17-20:30, hvor den afbrydes af enten en nagende sult, et mere formelt middagsselskab eller et vrissent opkald hjemmefra, hvor familie og børn venter ved spisebordet. Og det er langtfra et mandefænomen, som i Storbritannien, hvor fardunken spiles ud med fadøl fra pubben. Nej, flere undersøgelser fra blandt andre opinionsinstituttet Ifop viser, at 95-98 procent af alle franskmænd nyder l'apéro en til to gange om ugen, uanset køn og alder.

Der er skrevet talrige værker om dette helt fasttømrede ritual, hvis rødder rækker helt tilbage til de rigtig gamle dage, hvor man så at sige 'åbnede' appetitten med øl og dadler (i oldtidens Egypten) eller vin med honning (i Romerriget).

05-04-2022
9788793982451
144 x 220 mm
220 sider
359 g