Tårernes Europa

Tilsvarende måtte jeg synke en ekstra gang, da jeg i begyndelsen af september 2022 ringede på døren hos den russiske ambassade i Berlin. Anledningen var Mikhail Gorbatjovs død 30. august 2022, og ambassadens meddelelse om, at den havde lagt en kondolencebog frem. Det var i denne bygning, at Sovjetunionens viceambassadør, som havde vagten 9. november 1989, af angst for at sætte en uoverskuelig kædereaktion i gang midt om natten, undlod at vække Gorbatjov i Moskva. Hermed mistede dem, der ville stoppe Murens fald og DDR’s sammenbrud, essentiel tid. Sovjetunionens leder accepterede som tilbagetogets helt, at begivenhederne ikke kunne stoppes. Det betød, at min tyske mor, der stædigt havde fastholdt håbet om genforeningen, pludselig oplevede, hvordan hendes land blev ét igen. Jeg husker, hvordan vi sammen i september 1990 fór vild i ingenmandslandet ved Muren og ikke vidste, om vi var i øst eller vest – og min mor bare udbrød: Ach, das ist ja jetzt auch egal – Åh, det er jo også lige meget nu.

De minder løb igennem hovedet på mig, da jeg gik op ad den lange trappe på ambassaden på Unter den Linden og ind i banketsalen prydet af en gigantisk glasmosaik af Kreml. Det strejfede mig også, at det sikkert var sidste gang, jeg kom til at betræde russisk territorium. Putins krig med alt, hvad den indebærer, betyder, at Rusland – inklusive den moderne russiske kultur og fantastiske byer som Sankt Petersborg – igen er forsvundet bag et jerntæppe.

04-11-2022
ISBN 9788793982581
142 x 220 mm
312 sider
424 g