Jeg åbner en for længst alt for propfuld mailboks med uopfordret tilsendte projektforslag til vores teater. En grønlandsk trommedanser vil lave en digital forestilling sammen med en koreansk hapkidokæmper, hvor de to via en Skype-forbindelse på scenen spejler hinandens bevægelsesmønstre for at se, om der er sammenfald og ligheder. Han vedlægger en lang, lang, lang indføring i hapkidosportens baggrund og udvikling, muligvis sakset uredigeret fra et debatforum på nettet. Der er i hvert fald en underlig parentes, hvori der står: ”God fornøjelse, hvis der er nogen, der læser alt det her,” efterfulgt af en smiley og en thumbs-up-emoji. En performancegruppe vil hænge afviste asylansøgere op i fødderne i en kran og lade dem læse op af deres afslag i rytmisk talekor. En russisk trup på verdensturné vil gerne gæstespille med deres ”unikke blend af akrobatik og dukketeater” (Washington Post). Vi skal blot stå for PR og billetsalg. Nogle nyuddannede kvinder fra Aarhus vil idéudvikle en forestilling, hvor de ser sig selv som popstjerner. En gruppe handicappede vil i dialog med henblik på udvikling af en Romeo og Julie-forestilling efter Rudolf Steiner-principper.
Sådan bliver det ved. Og ved.
Jeg finder vores standardafslag frem og stiler det til samtlige af postkassens adressater. Så lader jeg den endnu uafsendte skrivelse stå på skærmen, markøren blinker fortroligt til mig i halvmørket.
Henne i vinduet ligger stakken med de manuskripter, vi selv har under udarbejdelse. Og på en tavle bag mig hænger lapper og henvisninger, temaer, oversigter, interesseområder. Men hvis interesser? Enhver sætten sig igennem i verden er en forskelsbehandling og en magtanvendelse. En vold? Og i hvis interesse? Med hvilken ret er det mig, der sidder her og indfører forskelle, indsætter skel? Hvorfor sender jeg afslag til den grønlandske trommedanser, hvorfor er det ikke trommedanseren, der sender afslag til mig?
