”Hvad gør du om natten, når de græder?”
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stillet det spørgsmål eller variationer i samme boldgade. Jeg har været nødt til at trække vejret dybt. Og hver gang har jeg svaret i overensstemmelse med sandheden. At jeg, når mine børn græder, tager dem op og trøster dem, så de ikke længere græder.
Prøv at læse spørgsmålet igen: ”Hvad gør du om natten, når de græder?”
Det spørgsmål forudsætter en grundlæggende opfattelse af mine evner til at tage mig af mine børn, som ikke stemmer overens med mine egne oplevelser. Jeg undrede mig altid over spørgsmålet. For hvad forestillede de sig? Skulle jeg bare stå og glo på børnene? Efterlade dem til deres egen gråd og vende mig om på siden og sove videre? Er det en rimelig antagelse at have om et voksent menneske, blot fordi han er mand? Der var også dem, der mente, at jeg var nødt til at anskaffe mig en au pair, en kvinde naturligvis, for både min egen og børnenes skyld. Og så var der dem, som skulle fortælle mig, at det var et egoistisk valg at få børn alene.
Den vrede, jeg tidligere følte over at skulle forsvare og retfærdiggøre mig, er nu afløst af en nysgerrighed efter at forstå den større historie, der er på spil. Mødre er blevet kronet som regenterne i forældreskabet, mens fædre fremstilles som dem, der slet ikke forstår sig på yngelpleje.