Ulla: ”Jeg har brug for i mit fag at opdatere mig selv. Følge med. Du kan være sammen med mennesker, du har kendt i hundrede år, og de ved alt, og I ved alt, og I har de samme oplevelser og erfaringer, en ensartet bagage. En dag befinder du dig i et helt andet slags selskab, måske med en anden generation eller bare folk af det modsatte køn, som kan og ved nogle helt andre ting, og det synes jeg gør mig mere levende. Det er med til at sørge for, at jeg hele tiden bliver frisket op og får nye oplevelser og ser ting anderledes. Det er derfor, jeg opsøger og får nye venner med jævne mellemrum. Tidligere på året var jeg i Berlin i en måned. En aften endte jeg i en vidunderlig ølhave med nogle helt nye mennesker, blandt andet en yngre kollega, der med sit barn i en barnevogn sad og fortalte om sin svigerfar, der lige havde købt et sammenfaldet gods i det gamle Østtyskland. Det var skægt og nyt. Jeg var klart ældst, og jeg vidste nogle andre ting, end de andre gjorde – og omvendt. Genkender du det ikke, Ghita, som kunstner? Du har fortalt mig om alle slags mennesker, du ser eller har set, yngre venner, som er anderledes, end du selv er, og vidt forskellige: Thure Lindhardt, Jim Lyngvild og Viggo Mortensen. Ligesom jeg nyder at sidde her med dig, fordi du taler om andre ting og ved andre ting, end jeg gør.”
Ghita: ”Det begriber jeg, fuldstændig. Men det begriber jeg, samtidig med at jeg har det andet i mit liv, altså ønsket om de langvarige relationer og sorgen over de venskaber, der holdt op.”
Ulla: ”Ja, det har du måske ret i, at det er det optimale. Jeg har da spekuleret over, om det var en form for afstumpethed, at jeg så hurtigt slap venskaber, der ikke fungerede optimalt. Jeg ved i hvert fald godt, at jeg kan blive beskyldt for at være troløs. Måske er det rigtigt, jeg ved det ikke? Men jeg vil holde fast i, at det, vi laver, hver især, det kan man ikke lave lige så godt, hvis man lukker verden ude, hvis man lukker sig om sig selv. Man nødt til at være nysgerrig og åben.”
Ghita: ”Jeg vil bare indskyde, at man ikke kan sige, at vi er nødt til noget for at lave det, vi gør, og være dem, vi er. Det er den enkelte person, som reagerer, det er os to, Ulla og Ghita, der er, som vi er. Der er ikke noget ’nødt til’, hvis der var det, ville alle jo være lige så geniale, som vi er.”
